EM for Hobie 405 2006
Logbog



Laust og Claudia foran det engelske felt. Med deres hvide sejl og grønne spiler er de tydelige at se i feltet, hvor alle sejler med de for Hobie 405 typiske pink/blå sejl og spilere.



Laust og Claudia mellem dagens sejladser.


Laust og Claudia på vej mod mål langt foran konkurrenterne




DEN 20 Koncentration på vej mod mål


Laust og Claudia på spilerskæring


Laust og Claudia på en flot andenplads

 
4. og sidste sejladsdag - tirsdag den 15. august 2006  
   Den sidste dags tre sejladser blev til en 2. en 1. og en 4. plads, og det førte til en samlet andenplads for Laust Lund og Claudia Carlsen, kun 7 point efter den førende engelske båd.   
   Sejladserne foregik igen i bugten ud for Holyhead i Wales, vinden var dog fra nordvest og næsten på tværs af tidevandsstrømmen. Det gav nogle overraskelser til Laust og Claudia, som særligt viste sig i dagens tredje sejlads. Som i alle de foregående sejladser var Laust og Claudia godt fra start og først ved de første mærker. 
   "Vi ville selvfølgelig gerne have ligget nr. 1 sammenlagt, men vi havde en næsten professionel konkurrent i sejladserne, idet Dylan, der var gast i den engelske vinderbåd, netop er blevet nr. 2 ved VM for 29'ere og også netop er blevet udtaget til det engelske OL hold for 49'ere. Han er i øvrigt en fair sejler og en rigtig flink fyr, og så gør det ikke så meget." siger Laust, mens han rigger båden af i silende regnvejr.
Annett 

3. sejladsdag - mandag den 14. august 2006 

   "Vi har hele tiden vidst vi kunne gøre det, så det var dejligt, at det endelig lykkedes": siger jublende glade Claudia Carlsen og Laust Lund i munden på hinanden, da de i dag mandag endelig krydsede mållinien som nr. 1 i dagens anden sejlads.
   Ikke alene var de nr. 1, men de var 1 helt minut før nr. 2. Sejladsen fulgte efter en lidt frustrerende første sejlads, hvor Laust og Claudia ved næstsidste topmærke mistede en føring på grund af for løs dækning af konkurrenten GBR 352 med Becky og Dylan ombord, hvorefter banen straks blev afkortet, så de sluttede på en kneben andenplads. 
   Vinden var endelig droppet ned til 5-6 m/s og banen blev lagt uden for havneområdet. Tidevandet var i alle sejladserne for indadgående, så det var til at finde ud af, selv solen var kommet frem for at forskønne dagen. 
   Tredje og fjerde sejlads var resultatmæssigt en kopi af første og anden idet englænderne vandt 3. sejlads og Laust og Claudia blev nr. 1 i fjerde sejlads - igen med 1 minuts føring.
Annett

2. sejladsdag - søndag den 13. august 2006

   Søndag bød på samme vejr som lørdag, og der blev igen sejlet inden for dækmolen. Det gav yderst vanskelige forhold specielt ved topmærket tættest ved molen, hvor mange sejlere kæntrede. 
   Laust og Claudia viste igen at de kunne komme bedst fra start og de sejlede hver gang bedst på krydsbenene. På trods af det lykkedes det i de for Englænderne Becky og Dylan i GBR 352 at løbe af med 4 førstepladser. Laust og Claudia fik tre andenpladser og en 8. plads i den sidste sejlads. På trods af 8. pladsen  - som skyldtes en kæntring ved krydsmærket og et uheld ved spilernedtagningen - var humøret højt, da de endelig fik vist, at de kunne sejle lige så hurtigt på spilerskæringerne som deres nærmeste konkurrent.  
   Der er ikke andre både der på nuværende tidspunkt gør sig gældende og generelt er der langt fra de to førende både til de efterfølgende både i mål.  
   Der er nu to dage tilbage, og vejrmeldingen tyder på, at der er lidt lettere vind på vej.
   "Vi havde ikke meget held med os i sidste sejlads, hvor alt gik galt, men der er syv sejladser endnu, så alle muligheder står stadig åbne. Vi synes jo stadig vi sejler bedst i let vind, så vi glæder os til det." Siger Laust træt efter dagens anstrengelser.

Annett
 
1. sejladsdag - lørdag den 12. august 2006
   Lørdag morgen var første stævnedag, og vejret havde ikke ændret sig meget, men solen var kommet frem. Det blæste jævnt 8 m/s og 10 m/s i pustene. Bølgerne var stadig meget store uden for den høje dækmole, så det blev besluttet at sejladserne skulle foregå i 'yderhavnen'. Det betød på den ene side, at der ikke skulle tages så meget hensyn til strømmen, som de mange meter tidevand skaber, men på den anden at der var mange spring i vindretning og styrke på banen.
 
   Første sejlads fik Laust og Claudia den bedste start og lagde sig foran fra start. Derefter øgede de forspringet til GBR 352 sejlet af Becky og Dylan. Dylan er netop blevet nr. 2 ved VM for 29'ere, så det er gode sejlere de er oppe imod. En for hård skæring i en bomning satte en stopper for forspringet idet Laust og Claudia kæntrede. De fik dog meget rejst jollen op og sluttede som nr. 2 i sejladsen stadig pænt foran nr. 3. 
   I anden sejlads var vinden øget, og Laust og Claudia, der igen førte ved første mærke, tøvede med at sætte spiler. Det kostede dem førstepladsen - igen til GBR 352.  
   I tredje sejlads var Laust og Claudia igen først fra start og først ved første mærke, men på skæringssiderne blev det igen de store der løb af med sejren og slutresultatet blev som for de foregående sejladser en førsteplads til GBR 352 og en andenplads til Laust og Claudia. 
   "Vejrmeldingen for søndag, er uændret - meget vind - så alt tyder på, at vi igen sejler samme baner. Vi har ingen grund til at ændre meget ved vores starter og kryds, hvor vi klarer os rigtigt godt, men det ser ud til, at vi skal ændre vores taktik på halvvindssiderne og skære en smule mere, så det prøver vi. Sjovt nok synes vi, at vi sejler bedst med mindre vind, så det håber vi også, at vi får", siger Laust og Claudia.
 

Ankomst og træning
   Laust og Claudia's start ved EM i Holyhead, Wales har været præget af uheld og hårdt arbejde. Først afgang tirsdag med to dages rejse med bil og færge til Wales via Hook of Holland. Allerede onsdag aften læssede vi jollen af og torsdag morgen fik vi sat Dansk Sejlunions følgebåd i vandet. Så var det tid til at prøve farvandet. Der var en hård nordenvind og da vi kom ud forbi Holyheads meget lange dækmole viste der sig at rulle meget store bølger ind fra nordatlanten. Det var noget mere end de var vant til, men de håndterede båden fint. Vi sejlede dernæst ind bag molen igen og trænede mellem to mærker. Pludselig knækkedet der et vant, og derefter knækkede masten.
 

   Nu var gode råd var dyre, for vi havde ingen reservemast, men ved hjælp af en masse flinke mennesker og endnu 600 km's kørsel til og fra Birmingham, lykkedes det os at skaffe en ny mast samme dag. Vi var dog først tilbage på hotellet langt over midnat. Nu havde vi på tre dage tilbagelagt knapt 2000 km med trailer, så fredag sov vi længe. Så var vi på masteværksted i nogle timer, da alle fald og beslag skulle flyttes fra den gamle til den nye mast. 
   Om aftenen kom vi atter på vandet og fik prøvet udstyret af, - og det holdt og virkede fint. Vi havde været i godt tid og nået at få båden klar til stævnet på trods af uheldet, og det blev fejret med et godt måltid mad i klubhuset.

Annett