Faaborg Sejlklub Bro-reglement

Formålsparagraf

Klubbens hus, bro og plads er en væsentlig social del af alle aktiviteter i Klubben. Broreglementet skal i sin administration understøtte dette, og sikre at alle medlemmer behandles ens.

§ 1.
Klubhuse og broer ejes af Faaborg Sejlklub (FSK). Skadevolder er erstatningspligtig, hvis bro, pæle eller luftslanger ødelægges. Skader forsaget af ælde, slid eller pæleorme dækkes af brofonden.

Hus-, Bro - og Pladsudvalget (HBP) refererer til bestyrelsen, og har ansvar for den daglige drift samt for tildeling og disponering af ledige bro- og arealpladser.

Alle bro-liggere deltager aktivt i udvalgsarbejde, praktiske opgaver i klubben eller i arbejdet med at vedligeholde og passe driften af plads og bygninger.

Bestyrelsen kan disponere 1 bro-plads i sponsor regi.

Bestyrelsen kan, såfremt der er ledige pladser ved broen, inddrage en eller flere pladser til brug for sejlklubbens aktiviteter.

§ 2.
Aktive medlemmer af FSK kan lade sig notere på ventelisten til en bro-plads. Pladserne tildeles medlemmerne efter rækkefølgen på ventelisten.

Ledige bådpladser udbydes til alle på ventelisten én gang årligt den 1. februar, og der skal svares positivt inden for 8 dage. De ledige pladser samt efterfølgende disponering af pladser slås op på FSK’s hjemmeside samt på tavlen i forhallen til orientering for alle medlemmer.

§ 3.
Kun den person som har fået tilbudt en plads, kan benytte denne. Pladsen kan ikke gå i arv gennem familie eller kompagniskaber. Ved kompagniskab skal indehaver af pladsen eje mindst 51 % af båden. Alle i kompagniskabet skal være aktivt medlem i FSK. Bådejerne er automatisk medlem af HBP’s arbejdsgruppe.

Kompagniskabet skal overfor HBP fremlægge dokumentation for ejerskab.

Ægtefæller/samlever betragtes som 1 person, og kan disponere over pladstilbuddet i tilfælde af skilsmisse eller dødsfald. Klubmedlemmet skal eje båden.

Sker der ændringer i bådejer- og / eller kompagniskaber skal ændringerne forelægges HBP udvalg.

§ 4.
Bro-pladsen kan af bådejer ikke sælges, udlånes, fremlejes eller benyttes i erhvervsmæssigt øjemed. Dispositioner som foretages i regi af sponsoraftaler er undtaget herfor.

§ 5.
Pladserne tilbydes bådejeren af HBP for 1 år ad gangen - fra 01-04. Kun 1 plads pr. bådejer. Ønske om anden plads forelægges HBP.

HBP er til enhver tid berettiget til at flytte en pladslejer til anden plads, hvis hensynet til bedst mulig udnyttelse af bro-pladserne kræver det.

For at beholde pladsen skal den være taget i brug inden den 1. juni. Sælges båden har man ret til at generhverve tilbuddet indenfor den efterfølgende sæson. Bådene tilbydes plads efter deres størrelse, og skal kunne ligge indenfor pælene. Hvis et medlem anskaffer en båd, der er for stor til den tilbudte plads, tilbydes bådejeren sin oprindelige plads på ventelisten såfremt historisk placering kendes. Hvis dette ikke er tilfældet, tildeles man en plads efter indmeldelsesdato i FSK.

§ 6.
Båden skal mindst være ansvarsforsikret hele året, og indehaver af pladstilbuddet skal være påført som ejer på forsikringspolicen. Policenummer skal oplyses ved tilmelding til optagning af både.

§ 7.
Alle køl- og motorbåde ved broerne skal have 4 fortøjninger med fortøjningsfjedre, gummi kødben eller anden form for aflastning der er integreret i fortøjningerne. Endvidere 2 fendere uden på hver bådside og følge minimumskrav fra forsikringerne. FSK-stander bør føres i sejlsæsonen. Klubbens stander på flagmasten indikerer sejlsæsonen. Ingen klaprende fald.

§ 8.
Hvis pladsen forlades mere end 1 døgn, skal ”Gæsteskiltet” vendes til grønt, og dato for ”Ledig til” angives. Det er venligt at oplyse vor havnefoged om datoen. Klubben disponerer over pladsen indtil båden er tilbage. Hvis en plads har været ledig med rødt skilt i en dag, kan havnefogeden vende skiltet til grøn den efterfølgende dag, så pladsen kan udlejes til gæster. Det er altid bro-liggers ansvar, at kontakte havnefoged for efterfølgende at få vendt skiltet til rød til hjemkomst.

Gæsteleje betales af alle undtagen faste bro-liggere. Lejen opkræves af klubbens havnefoged morgen eller aften.

Slæbestedet kan frit bruges af medlemmer med aktivt medlemskab samt af stævnedeltagere og gæster, som er inviteret af klubbens medlemmer til private arrangementer.

§ 9.
Nye bro-liggere indbetaler et engangsbeløb til brofonden i FSK som ikke tilbagebetales. Bidrag til brofonden knytter sig til et aktivt medlemskab af FSK.

Beløbets størrelse ekskl. moms fastsættes på generalforsamlingen.

§ 10.
Bro-liggere har fortrinsret til vinter plads på land, og i mastehus til mast, som skal mærkes med navn og telefon nummer.

Aktive medlemmer uden bro-plads kan ansøge HBP om plads ved broen uden for sejlsæson. Bestyrelsen fastsætter lejen. Bådejeren kan ikke forvente el og vand på broen. Klubhus kan være aflåst. Bådejeren er pligtig at overholde broreglementet, og desuden efterse bådens fortøjninger hver uge.

§ 11.
Bådstativet skal støtte båden mindst 4 steder, og skal være af metal. Kølen skal stå på stativets bundramme. HBP afgør, om vinterstativet er forsvarligt.

Både må ikke stå i vinterstativ med mast.

§ 12.
Bestyrelsen kan, efter indstilling fra HBP-udvalget, dispensere fra ovennævnte reglement i henhold til formålsparagraffen. Beslutninger samt begrundelse skal føres til referat.

Hvis reglementet misligholdes, kan formanden for HBP udvalget udstede en skriftlig advarsel. Efterleves denne ikke, kan bestyrelsen fratage en bådejer dennes plads. Bådejeren har i sådanne tilfælde krav på en skriftlig varsel 3 måneder før fratagelsen af pladsretten.

 

Dokument historik:
Godkendt af bestyrelsen mandag den 11. oktober 2021.