Så er det lige op over :-)

I weekenden d. 10.-11. maj sejles der TORM Junior Grandprix i Faaborg

Jubilæum fejres på behørig vis

I weekenden d. 10.-11. maj løber årets første TORM Junior Grandprix af stablen. Arrangøren af TORM Junior Grandprix er Faaborg Sejlklub, der i weekenden kan se frem til at få fejret klubbens 100 års jubilæum på behørig vis, når ikke mindre end 250 unge sejlere indtager det Sydfynske farvand.

I TORM Junior Grandprix deltager klasserne A-Optimist, Feva og Zoom8 med i alt ca. 150 sejlere. Ved siden af TORM Junior Grandprix arrangerer Faaborg Sejlklub også ranglistestævne for E-joller og kapsejlads for B- og C-Optimist, og dermed bliver det samlede deltagerantal over 250 sejlere.

Stort frivilligt engagement

Gennem de seneste år har Faaborg Sejlklub været i en positiv udvikling. I ungdomsarbejdet har der været en udvikling, hvor klubbens aktiviteter er alsidige, så der er både er tilbud til sejlere med lyst til sportslige udfordringer og til sejlere med lyst til mere socialt orienteret sejlads. F.eks. fokuserer Faaborg Sejlklub på ungdommen i deltagelsen i Sejlsportsligaen og tilbyder også sejlads i skiff-joller. Udover de mere sportslige tilbud har Faaborg Sejlklub også oplevelsesrige aktiviteter for klubbens mindre erfarne sejlere, herunder sommeraktiviteter i samarbejde med Dansk Sejlunion.

Ved bl.a. at arbejde på tværs af udvalg og aktiviteter er klubbens afdelinger blevet bedre integreret i hinanden. For aktiviteterne og klubben i sin helhed giver det en større sammenhængskraft, fortæller Stig Bløcher, Faaborg Sejlklub:

I Faaborg Sejlklub er vi én klub forstået sådan, at f.eks. ungdomsafdelingen er meget integreret i resten af klubben. Det betyder, at vi nu i forbindelse med at holde TORM Grandprix har meget hjælp fra hovedklubben. Og det går også den anden vej, altså at andre aktivitetsudvalg får hjælp fra ungdomsafdelingen, f.eks. når seniorerne har stævner. For en klub med vores størrelse, er det den eneste måde, vi kan løse så store opgaver på. Til TORM Grandprixet i weekenden er vi ca. 70 frivillige, som står for både aktiviteterne på vandet og hele setup på land. Vi tilbyder hele pakken til deltagerne. Man har kunnet tilkøbe fuld forplejning ved tilmeldingen – dvs. morgenmad, frokost og aftensmad, og man kan udover det også købe sandwich, sodavand, kaffe osv. i en bod. Man kunne nemt klare sig med mindre, men vores plan har hele tiden været, at vi vil tilbyde det hele. Derfor har det også været nødvendigt at skaffe folk til det. Faktisk har det vist sig, at det ikke var noget stort problem for os at skaffe så mange frivillige. Og jeg tror, at grunden til det store engagement fra klubbens medlemmer bunder i en klar linje fra vores bestyrelse – herunder vores unge dygtige formand (red: Jakob Frost) – hvor ambitionen fra bestyrelsen er, at man i Faaborg Sejlklub vil have et stort stævne om året, fordi det styrker fællesskabet i klubben.

Kom og prøv vandsport til TORM Grandprix

I forbindelse med TORM Junior Grandprix trækkes der mange forældre og søskende med til stævnet. Lægger man deltagerantallet, deres familier og de mange frivillige sammen er langt over 500 personer samlet til en stor aktivitet, og det trækker nysgerrige folk til.

Til TORM Junior Grandprix stiller Dansk Sejlunion med en TORM-aktivitetstrailer med sit-on-top kajakker og SUP-boards, så interesserede kan prøve vandsport. Dansk Sejlunion stiller også med kompetente instruktører til at introducere f.eks. lokale børn og unge samt deltagernes søskende til sjove aktiviteter i havnebassinet.

Resultater og billeder

Følg TORM Junior Grandprix på Faaborg Sejlklubs hjemmeside, hvor resultater og billeder vil være tilgængelige efter stævnet.